Logo
Book nu
Logo
Book nu

Højskolen for Naturdannelse - arnested for dyb grøn omstilling

Formål

Højskolen for Naturdannelse er sat i verden for at støtte og styrke unge engagerede mennesker, som involverer sig i den grønne omstilling, i deres naturdannelse.

Udgangspunktet for din hverdag bliver praktiske erfaringer i og med naturen, som vi lærere og gæstundervisere lægger refleksioner oven på og ind i.

HfN er specifikt målrettet de allerede engagerede, som vil fordybe sig i såvel den indre som den ydre økologi (dvs. din forbindelse til naturen og naturens balancer), dele erfaringer og tillære sig yderligere praktiske og teoretiske værktøjer til den grønne omstilling.

Vi fokuserer både på individuelle og lokale såvel som strukturelle og globale løsninger på den økologiske krise. Fokusset funderes i både naturfaglige, filosofiske, politiske, aktivistiske og eksistentielle inputs, erfaringer og refleksioner.

Vi mener, at en højskole egner sig godt til at facilitere den grønne omstilling, da den dels tilbyder meget frie rammer i forhold til læringsindhold. Og dels fordi der er tale om en 24/7-intervention i livet hos jer, som bor her i et halvt år, hvilket tillader jer at nedsænke dybt og grundigt i materien, mens I kommer hele vejen rundt om omstillingens mange aspekter.

På HfN får I tid og rammer til at erfare og praktisere systemtænkning frem for at gå til korte kurser i siloløsninger.

Baggrund

Måske er du allerede en del af ungdomsgenerationen, der er dybt engageret i den grønne omstilling som stiller sig kritisk an overfor mainstream klima-, miljø- og biodiversitetspolitik. Eller også vil du gerne involvere dig?

Mange søger politiske og livsstilsmæssige forandringer, som man kan karakterisere som gennemgribende ’dybdeøkologiske’ forandringer fremfor ’overfladeøkologiske’; eksempelvis systemtænkning fremfor silotænkning, samt en gentænkning af menneskets adfærd i naturen.

HfN skaber en platform for jer engagerede unge mennesker, hvor I får værktøjer til at bearbejde den eksistentielle, den praktiske og handlingsorienterede, den politiske og den æstetiske side af at være menneske i den økologiske krises tidsalder.

Samtidig møder HfN den omstillingsbevidste og bekymrede ungdomsgeneration netop dér, hvor I får et nærværende og omsorgsfuldt fællesskab at dele og spejle jeres engagement og bekymringer i.

Vi ved, at det er vigtigt at skabe sådanne opbyggelige tilbud.

Betydelige dele af den økologisk bevidste ungdomsgeneration lider af naturkrise-relaterede mentale lidelser såsom klimaangst og generel oplevelse af tabt handlerum, da I kigger ind i en fremtid forbundet med artsuddøen, forurening mv.

Heldigvis ved vi fra psykologien, at oplevelsen af ’mestring’ er et stærkt værktøj til at finde retning, mod og motivation og værktøjer til at bevæge sig robust igennem livet med.

Højskolen for Naturdannelses særlige profil

HfN skiller sig ud i landskabet ved at gå all in på den grønne profil. Hos os er naturdannelse, bæredygtighed og grøn omstilling ikke linjefag men kernen i opholdet.

På HfN er naturdannelsen selve skolens identitet og hele dens hverdag. Som elev nedsænker du dig i naturen gennem fysisk tilstedeværelse i den som udgangspunktet for selve højskoleopholdet.

Du kommer på praktiske kurser i artskendskab, bearbejdning og brug af forhåndenværende natur-'ressourcer' mv. Og refleksive kurser af teoretisk karakter, der fungerer som refleksionsrum oven på højskolehverdagens håndgribelige naturnære erfaringer; eksempelvis naturfilosofiske betragtninger på menneskets rolle, plads og ret(tigheder) i den økologiske balance, kurser i politisk indflydelse og processer, politisk aktivisme, grønt iværksætteri, konkrete eksempler på naturbaseret byggeri mv.

Ud over i vores bestyrelse og skolekreds sidder bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, Verdens Skove, FLOR, Lærlinge for Bæredygtighed, Byggeriets Samfundsansvar og det økokritiske forlag A Mock Book. Og vi har involveret Den Grønne Ungdomsbevægelse, Klimapsykologisk Ungdomsforening og medstifteren af DGUB, aktivist og forfatter, Esther Michelsen Kjeldahl, i vores advisory board, da de som repræsentanter for mange unge grønne engangerede har fingeren på pulsen og kan bidrage med deres indsigter ind i hvilke kurser, der kunne være mest relevante at udbyde for at sikre, at vi møder jer midt i jeres livsverden.

Kom og land. Land i dig selv og sammen med andre grønt engagerede unge. Land i naturen.

Find forankring. Og slå da ind på vejen frem til en grøn og retfærdig fremtid.

Kom og vær med.

Højskolen for Naurdannelse

4180 Sorø

kontakt.hfn@gmail.com